Marianne Gotfredsen
2004
     
Første gang jeg blev introduceret for Parelli, tænkte jeg: Det er absolut ikke noget for mig. Jeg red distriktstævner på LB-LA plan i en stor rideklub, og var nok en af de 'upcoming' ryttere (synes jeg selv). Dengang syntes jeg  ikke, at der var noget galt i at have ondt i armene efter ridning, at min hest var bange for alting, at hun ikke kunne stå stille, og at hun gik sin vej, når jeg ville hente hende fra fold. Det var jo bare sådan det var - også for mange andre.

Men så blev jeg præsenteret for en TV udsendelse, hvor en parelli-instruktør fortalte om det point-system, som gælder i omgangen med heste: Du får 1 point, hver gang du flytter hesten, men den får 10 point, hver gang den flytter dig... hmmmm... Jeg blev meget inspireret og læste om de 7 lege på hendes hjemmeside. Jeg prøvede dem på Ea med almindelig grime og en bambuspind. I løbet af kun 14 dage havde jeg pludselig en hest, som kunne stå stille og blive striglet uden at være bundet, og hun var meget mere opmærksom på mig. Der blev jeg fanget af nysgerrigheden for alvor. Hvis man kan opnå det på 14 dage, hvor kan det så ikke føre hen?

Jeg tog med på bustur til Stutgart med en masse andre danskere, da Parelli kom derned og holdt en weekend med show og præsentationer.

2005   Jeg lånte hele level 1 pakken af en kollega og gik ellers igang fra en ende af. Jeg lånte også hendes amerikanske savvy club DVD'er, så jeg sad hjemme i sofaen og sugede til mig. Mange tak til Margaret for at låne mig alle de ting.

I klubben var jeg meget alene om min træning, fordi min venner forstod ikke hvad jeg lavede. Folk blev ved at spørge: Skal du aldrig ride den hest igen, eller normalt igen? De lånte DVD'er hjalp med at holde motivationen oppe. I 2005 tog jeg en måned ned til Parelli-instruktør Eddy Modde i Holland. Jeg havde Ea med, og det var en spændende oplevelse.

2007    Jeg tog på 6 ugers kursus hos Parelli i Colorado (de kurser, som nu kaldes retro-kurser), hvor jeg endnu en gang fik et ordentligt skub fremad. Instruktør drømmen byggede sig stille op.

2009    I sommeren 2009 folede Ea med et dejligt hingsteføl efter Casir Ask. Han blev kaldt Curious Galaxy, og han skulle tage over efter Ea, når hun blev for gammel. Jeg pakkede kufferten i efteråret og tog på 3 måneders internship hos Parelli i Florida, som er en af måderne at blive instruktør på. Herefter kunne jeg kalde mig 1* instruktør. Jeg tog straks hjem og begyndte at give enetimer og deletimer på hele Sjælland.

2010   Allerede 6 måneder efter tog jeg tilbage til Parelli i Colorado på et kort kursus og fik min 2. stjerne. Jeg har efterfølgende fortsat med at undervise enetimer og workshops rundt omkring i landet.

2013   Endelig bestod jeg level 4. Det var en lang proces, fordi Ea blev ved at blive syg, og halt og fejle noget. Men det lykkedes.

2015    Min mand og jeg købte en hesteejendom i Helsinge, og flyttede derud med vores søn, Tristan. Jeg holdt et par kurser i efteråret, og det var en rigtig spændende start. Det blev desværre også det år, hvor jeg måtte sige farvel til Ea.

2016 og 2017    Vi fik en søn (Theodor) mere i 2016, og herefter har livet drejet sig meget om at få hverdagen til at hænge sammen med to børn, to fuldtidsjobs og en hestepension. Drømmen om at udvide med en luksusløsdrift er udskudt, men den skal helst være realiseret inden 2020. Vi har fået Rosa og Sirius. 'Pony' til hhv drengene og til mor. Vi måtte desværre også sige farvel til Madonna.

 

Se videoer af mig og mine heste på min youtube kanal